Den mægtigste af Troldhøjene, syd for skovdiget i Strandegård Dyrehave.
Strandegård Dyrehave er en lysåben, gammel løvskov ud til Østersøen. Mellem de store ege og bøge gemmer sig nogle af egnens ældste fortidsminder - gravhøje og dysser fra sten- og bronzealderen, som folkesagnene siden har gjort til boliger for trolde og søkonger.
Skoven er præget af store ege, bøge og asketræer. Eg og ask er såkaldte lystræer: de har brug for meget lys, men lader også lyset skinne igennem til skovbunden. Bøgen er derimod et skyggetræ, der lukker for lyset og ikke tåler nogen underskov. Fordi bøgen er så tæt, erobrer den langsomt skoven flere steder - her kan man tydeligt se "Kampen mellem Eg og Bøg" udspille sig, når bøgen vokser op gennem egens krone og skygger den ihjel.
Eg og ask indvandrede til landet for omkring 8.000 år siden, mens bøgen først kom til for ca. 2.500 år siden. Skoven, vi går i i dag, bærer altså spor af flere tusind års langsom forandring.
I 1805 kom Skovforordningen - en lov, der forbød husdyr at græsse i skovene. Syd for skoven løber et stendige, som adskiller skoven fra det åbne land. Det er sandsynligvis resterne af et af de mange diger, der blev bygget for at holde skovene fri for husdyr. I dag er sådanne anlæg fredede.
Havet æder langsomt af den gamle skov. Vinterens storme og skiftet mellem frost og tø river træer med i faldet, når kystskrænterne skrider ned mod Østersøen. Skoven er et sted i konstant, stille bevægelse.
Bondestenalderens første periode - fra ca. 3.500 til 3.200 f.v.t. - har efterladt flere gravhøje i skoven. Det drejer sig om en runddysse, en langdysse samt en række dårligt bevarede høje. En runddysse har oprindeligt været en høj med et stensat gravkammer i toppen, lukket af en stor dæksten. I dag står tilbage en kreds af store sten, der bar dækstenen. En langdysse har en aflang udstrækning med to, måske tre gravkamre, og begge slags dysser har været forsynet med store randsten omkring højens fod.
Fra bronzealderen mellem år 1.800 og 500 f.v.t. findes to høje. Begge ligger syd for skovdiget. Den døde blev lagt i en egekiste, der siden blev dækket med en høj - en gravskik forbeholdt udvalgte personer med magt og status. Højene er kendt som Troldhøje. De blev undersøgt i 1880'erne uden nævneværdige fund, men en stump af et bronzesværd er senere dukket op som løsfund.
Sagnet fortæller, at en trold, der var kendt som en stor søkonge, skulle ligge begravet i en af højene lige syd for Strandegård Dyrehave. I en anden høj skulle hans hest ligge, og i en tredje hans store skatte. De må stadig være der, for der er ingen oplysninger om, at de skulle være blevet fundet.
Efter kristendommens indførelse var dyssernes og gravhøjenes tid som grave forbi. Herefter blev de i stedet opfattet som boliger for trolde, vætter og sagnfigurer - og netop derfra har Troldhøjene fået deres navn.
I dag er både skoven og kystskrænterne fredede. Man kan gå gennem Dyrehaven ad stierne og selv stå ved de mægtige høje syd for skovdiget - dér, hvor skov, hav og oldtid mødes på kanten af Østersøen.
Den historiske beskrivelse bygger på Flemming Alrunes gennemgang af Strandegård Dyrehave.
← Alle nyheder